blog
20. april 2023
- det er det første punkt i CCC’s etiske grundlag for praksis og uddannelse
Hvad er det, vi mener med ikke at vide og ikke at ville noget på den andens vegne, når vi coacher?
De første dage med et nyt hold på vores masteruddannelse i business coaching kommer dette tema tit til diskussion. De nysgerrige studerende hæfter sig ved den formulering i vores etiske grundlag. Vil vi virkelig ikke noget med den, vi coacher? Opbygger vi ikke en viden om personen gennem samtalen? Skal vi ikke bruge denne viden til at hjælpe bedst muligt? Jamen, hvad coacher vi så for?
Det er en vigtig snak. Det er selvfølgelig ikke sådan, at vi som coaches ikke vil eller ved noget. Men det er så nemt, når man taler med et andet menneske, i løbet af ganske få ord at være sikker på, at man ved, hvad den anden taler om. Og når vi herefter stiller opklarende og afklarende spørgsmål, så er det med henblik på selv at kunne forstå - at få bekræftet eller afkræftet - hvad det er, den anden bøvler med. Vores ofte uerkendte motiv er, at vi ad den vej kan finde løsningen på den andens problem og dermed være hjælpsom. Men den form for hjælpsomhed kan for ofte resultere i, at samtalen pludselig handler om coachens egen forståelse og forsøg på forståelse.
Forskellen på at være rådgiver og coach er, at coachen besinder sig på aldrig nogensinde at vide, hvad der er rigtigt for den anden, og hvad der er vigtigt for den anden.
Når vi spørger: hvad er det rigtige for dig? hvad er det vigtige for dig?, så er det egentlig ikke fordi vi skal forstå den andens system, rationaler eller oplevelser. Så er det for at give den anden mulighed for at høre sig selv sige højt, hvad der er vigtigt, og hvad der er rigtigt for vedkommende selv. På den måde kan vi hjælpe fokuspersonen (vores betegnelse for den, som coaches) på vej mod eller med det, som han eller hun gerne vil. Vi spørger med andre ord ikke for selv at blive klogere og matche indsigterne med vores egen viden, men for at hjælpe den anden med at blive klogere på sig selv og sin tilværelse.
Så, ikke at vide og ikke at ville noget på den andens vegne er helt grundlæggende for dét at være en professionel coachende samtalepartner for den anden. For det første fordi det handler om at facilitere, at den anden får en samtale med sig selv, altså hører sig selv sige sine oplevelser, sine tanker og sit liv højt for sig selv.
For det andet for at vi kan bevare vores åbenhed, også for den andens skyld.
Åbenhed handler om, at vi ikke allerede har afgjort, hvad fokuspersonen står i og har behov for. Den er afgørende for, at vi kan fortsætte med at lytte nysgerrigt til, hvad den anden siger. I praksis vil man kunne opleve, at man i løbet af en samtale måske synes, at man har forstået og begynder at vide noget på fokuspersonens vegne. Men pludselig siger vedkommende noget, som slet ikke passer med den forståelse og det billede, vi har opbygget. Det allervigtigste i denne situation er, at fokuspersonen bliver opmærksom på, at der er noget der stikker ud, at der er noget, der ikke harmonerer med, hvad vedkommende har sagt tidligere. Det kræver, at vi er opmærksomme lyttere. Og for at være det, er det nødvendigt, at vi ikke er blevet fastlåst på en given forståelse. Har vi netop bevaret vore åbenhed, er vi nemlig i stand til at registrere det, som siges, og til at høre, hvad der stikker ud eller er nyt i forhold til det allerede sagte. Og det er vores opgave at hjælpe ham eller hende til at lytte til sin egen stemme og blive opmærksom på den. Der kan nemlig være noget nyt og noget, som fokuspersonen ikke hidtil har været opmærksom på. Gennem vores åbenhed kan vi således facilitere en åbenhed hos den anden til at se noget på en ny måde, opdage et paradoks, erkende en mulighed osv., som faktisk kommer fra fokuspersonen selv!
Vores kodeks er altså: Vi ved og vil ikke noget på den andens vegne. Men måske kan man sige, at vi ved og vil noget på samtalens vegne? Vi vil, at samtalen skaber sammenhæng, skaber klarhed og skaber rum for, at den anden kan møde sig selv i dét, der måtte udfordre. Så det, vi vil som coaches, det er at være en kompetent lytter og i stand til at stille spørgsmål, som får den anden til at tænke efter og indgå i en kvalificeret samtale med sig selv.
Eksempelvis kunne en virksomhedsleder ønske en coachende samtale omkring håndteringen af nogle medarbejdere. I denne samtale er vores bidrag som coaches ikke tænke med som virksomhedsleder eller gætte med og prøve at sætte os i den andens professionelle sted. Derimod så må vi lytte til, hvad der bliver sagt og så arbejde med det materiale. Det er vores opgave at hjælpe den anden til at få materialet bredt så meget ud, at vi kan begynde at stille nogle undrende, måske kritiske, måske udfordrende spørgsmål til dét, den anden siger. Så er det, at samtalen bliver det rum, hvor den anden kan møde sig selv, og hvor vi ikke vil noget ud over at kvalificere samtalen og stimulere den andens refleksion og opmærksomhed.
Så, ikke at vide og ikke at ville noget på den andens vegne er en del af CCC’s etiske grundlag, som sikrer, at vi ikke hopper med ombord i den andens problemer. Det sikrer, at vi forholder os nøgternt undrende, omsorgsfuldt og hjælpsomt til det, som den anden får sagt. Det peger på, hvad det er coaching kan, og hvad det er coaching ikke kan.
Coaching kan ikke give gode råd og kan ikke kloge sig på den andens vegne. Coaching er ikke (i det mindste i vores optik) den bedrevidende coach, som fortæller fokuspersonen, hvordan tingene hænger sammen, og hvad som bør gøres eller tænkes. Coaching er at gå med den anden ind i den andens forestillingsverden og univers og være den lille ekstra stemme eller det blik udefra, som med timing og omsorg undrer sig over det materiale og den fremstilling, som bliver præsenteret i samtalen.
Som coaches er vi uddannet til at stille spørgsmål og til at vælge vores spørgsmål bevidst ud fra vores lytning. Vi vælger vores spørgsmål fra en meget velassorteret metodisk redskabskasse, som kan ses som et kompas i samtalen. Samtalemetoderne er et af vores hjælperedskaber til at bevare åbenheden og dermed skabe rum for den anden. Men de valgte metoder afgrænser også samtalens udfaldsrum, altså hvad der kan tales om. Det er grunden til en anden sætning i vores etiske grundlag, nemlig at vide hvorfor vi gør, som vi gør, og de gode grunde til at gøre netop dét. Denne sætning vil vi uddybe i en anden selvstændig lille tekst.
Indtil da, kan du få et overblik over hele CCC’s etiske grundlag her:
”Coaching handler ikke om at være god, men om at gøre godt”
Vi forpligter os på:
Skriv dig op til vores nyhedsbrevet og bliv opdateret med vores seneste nyheder og artikler